-
Simon Kjær er landsholdets ubestridte leder. Sådan håndterer han store egoer og unge talenter
ソース: BDK Borsnyt / 18 6 2024 11:06:16 America/Chicago
Da Christian Eriksen lå livløs på banen i Parken og fik førstehjælp under EM for tre år siden, dannede hans medspillere en ring omkring ham. De ville beskytte deres holdkammerat, deres ven, fra verdens øjne – og udstillede i stedet deres egen sårbarhed, som de stod der med tårer i øjnene og følelserne uden på tøjet. Den eneste, som stod med fronten mod Christian Eriksen, var holdets anfører, Simon Kjær. Han ville se, hvad der foregik, og selvom han befandt sig langt fra situationen, da Eriksen faldt om, var han en af de første på stedet. For Simon Kjær er en, der handler, når det er nødvendigt. Derfor trives han godt i rollen som landsholdets leder. En rolle, han har haft, siden forsvarskollegaen Daniel Agger lagde støvlerne på hylden for otte år siden. Men til sommerens EM er noget helt anderledes end tidligere. Simon Kjær er fyldt 35 år, er blevet overhalet sportsligt af yngre spillere og kommer næppe til at være meget i aktion under slutrunden. Alligevel har landstræner Kasper Hjulmand prioriteret at udtage ham til Danmarks trup. Og det skyldes ikke mindst hans unikke evner som leder. Derfor har Berlingske sat Simon Kjær stævne til en snak, hvor anføreren åbner op om sin ledelsesstil i en verden præget af stærke personligheder. »Siden jeg var helt lille, har det ligget naturligt til mig at være leder. Min største interesse har altid været holdets bedste,« siger han. Giv plads Simon Kjær fik debut for landsholdet i maj 2009, og i november sidste år overhalede han Peter Schmeichel som spilleren med flest landskampe for Danmark. Derfor har forsvarsspilleren for længst skrevet sig ind i fodboldhistorien. Og selvom han undervejs har spillet i flere af Europas største ligaer, er landsholdet stadig det ubestridt største og vigtigste i hans karriere. På mange måder er det blevet hans anden familie. »Der et helt unikt sammenhold og fællesskab på landsholdet, som ikke findes andre steder. Alle vil hinanden og holdet det bedste,« siger Simon Kjær. I de seneste otte år har han ikke kun koncentreret sig om sine egne præstationer – han har også været holdets anfører og leder. Med det følger et ansvar for at skabe en kultur, der først og fremmest fører til sejre, men som samtidig er behagelig at komme ind i som ny spiller. »For mig handler det om at give plads til folk. Man skal have lov til at være den, man er, uanset om man snakker meget, eller om man er stille,« siger Simon Kjær og fortsætter: »Det handler også om, hvordan vi danskere er. Vi vil have lov til at være os selv, vi har det ikke godt med at skulle passe ind i en kasse. Så jeg tror, at de bedste resultater kommer af, at folk får lov til at være sig selv.« Fra det nuværende landshold nævner han især Rasmus Højlund som et godt eksempel på en ung spiller, der ikke bare skal bankes på plads. »Han er en bulderbasse og kommer ind med en masse energi. Men det skal der også være plads til. For hvis ikke han trives i gruppen, så kan han heller ikke præstere,« siger Simon Kjær. Der er vel en grænse for, hvordan man kan opføre sig? »Selvfølgelig. Hvis nogen går over stregen, kan man først sige det til dem på en pæn måde. Hvis det ikke hjælper, kan man sige det på en mindre pæn måde,« siger han og tilføjer: »Det vigtigste er, at holdet har førsteprioritet. Hvis man er 100 procent enige om det, er der plads til alle typer.« Lær fra de bedste Selvom det altid har været naturligt for ham at påtage sig rollen som leder, vil Simon Kjær ikke beskrive sig selv som en bestemt ledertype. Ifølge ham selv har han således været i konstant udvikling, fordi han hele tiden har oplevet nye ting og mødt nye mennesker, der har gjort ham klogere. »Det er vigtigt at erkende, når man har taget fejl. Og det har jeg gjort tit,« siger Simon Kjær. I sin lange karriere på landsholdet samt i Italien, Spanien, Tyskland, Frankrig og Tyrkiet har han mødt mange dygtige ledere, som har lært ham forskellige ting. Derfor er et af hans bedste råd at få inspiration af de mennesker, man møder på sin vej. »Daniel Agger var ikke særlig vokal, men var leder på sin egen måde. Da jeg kom til Palermo, var anføreren Fabio Liverani, som var en helt anden type,« siger Simon Kjær. Han fremhæver også Jon Dahl Tomasson, der var anfører på landsholdet, da Simon Kjær fik sin debut. »Man skal tage noget med fra dem alle og finde sin egen vej i den rolle. Og man skal ikke være bange for at skifte retning,« siger han. Er du meget vokal eller mere stille i et omklædningsrum? »Jeg kan være begge dele. Hvis nogen har brug for at sige noget, trækker jeg mig, men hvis ingen siger noget, skal jeg nok tage den. Alle skal have lov til at udtrykke sig, men jeg skal være klar til at træde til og tage styringen, når det er nødvendigt.« Vær ærlig Et princip er vigtigere end alle de andre for Simon Kjær: at være ærlig. »Man skal være sig selv, før andre vil følge en. Og det kræver, at man altid er ærlig – både over for sig selv og dem omkring en,« siger han. Fodboldverdenen er til tider hård og brutal, hvilket Simon Kjær især fik at mærke under VM i Qatar, hvor landsholdet var udsat for massiv kritik – både for spillet på banen og kommunikationen udenfor. Derfor har han ofte brug for at vende sine beslutninger og tanker med dem, som kender ham allerbedst. »Jeg taler meget med min mor og far, når jeg er i tvivl om, i hvilken retning jeg skal gå. For jeg ved, at de er ærlige over for mig,« siger Simon Kjær. På landsholdet har han mange samtaler med Kasper Schmeichel og Christian Eriksen, der ligesom ham selv har været med i mange år. Han fremhæver også Jannik Vestergaard som en fortrolig, der er god at vende tingene med. Til syvende og sidst handler det dog om at vælge den retning, som man selv tror på, og stå ved den. »Hvis folk omkring dig har tillid til dig, skal de nok gå med. Uanset om din beslutning viser sig at være forkert,« siger Simon Kjær: »Det mærker jeg, at mine medspillere på landsholdet gør. Men den tillid kommer ikke bare af sig selv. De ved godt, at jeg vil tage en kugle for enhver af dem.« https://www.berlingske.dk/danmark/simon-kjaer-er-landsholdets-ubestridte-leder-saadan-haandterer-han-store